Sådan sætter du stuk op

Det skal du bruge
Den udvalgte stuk, værktøjskasse med varioskærekasse og tilbehør, svamp, pensel, klæber, maling og eventuelt limpistol.

Forarbejde
Ved alle opgaver er forarbejdet meget vigtigt, for at få et godt resultat. Det er bedst at sætte stuk og rosetter op, inden der males eller tapetseres. Men du kan også sætte stuk direkte op på en tapetseret væg. Vægge og lofter skal være rene for støv, kalk eller andet løstsiddende materiale, og skal have en fast overflade.

Når overfladen er klar, markerer du en streg på væggen hele vejen rundt i rummet. Afstanden fra streg til loft, skal være den samme som stukkantens højde.

Sådan skærer du til
Tilpas de to skinner i skærekassen til stukkens højde, og læg den på hovedet i skærekassen, så siden i skærekassen svarer til væggen i rummet, og bunden i skærekassen svarer til loftet. Skær så med let hånd mod stukkens forside. Hold stukken op mod det ønskede sted på væggen. Se efter om målene er rigtige, og juster hvis det er nødvendigt.

At sætte stukkanten op
Når stukken har de helt rigtige mål, kommer du rigeligt med klæber På stukkantens to klæbeflader, og på stukkantens ene ende. Placer stukken langs den markerede linie og pres.

Ved nogle stuktyper skal der sættes dyvler i de forborede huller i stukkens ender. Hvis dine vægge eller lofter ikke er helt rette, eller du er igang med at sætte en stor stukkant op, kan det hjælpe at sætte listenåle langs den markerede linie på væggen.

Til sidst udfylder du stukkens sammenføjninger med klæber, og tørrer overskydende klæber af med en fugtig svamp. Når klæberen er tør, kan du male stukken.

Rosetter
Hvis din roset skal bruges til belysning, skal du bore et hul på 3-5 cm i rosettens midte. Kom rigeligt med klæber på rosettens klæbeflade.
Ved store rosetter, kan den indledende klæbeeffekt forbedres med lim fra en limpistol. Når du har placeret rosetten rigtigt, fylder du hullerne langs rosettens yderside med klæber, og tørrer overskydende klæber af med en fugtig svamp. Derefter kan du male rosetten.

De fleste vælger at male stukken eller rosetten hvid. Men det kan også se smukt ud, hvis du maler en lille kant på stukken eller rosetten i en farve der passer med væggenes farve. Som regel kan du male stuk med både olie- og vandbaseret maling. Dog er der nogle stuktyper, der kun kan males med vandbaseret maling.

Værktøjskasse med varioskærekasse og tilbehør kan du låne hos Sadolin Farveland.

Log ind som fordelskunde